Vi vender det blinde øje til

Vi mennesker spiser mere kød end nogensinde i vores historie. På trods af det så bekymrer de fleste mennesker sig om dyrs velfærd, naturens trivsel og vores eget helbred. Hvordan kan det være, at vi ikke ønsker at se dyr lide, men alligevel producerer milliarder af dem hvert år - udelukkende for at dræbe dem? Hvordan hænger det sammen, at vi med stor appetit indtager de produkter, som bidrager til de sygdomme, som vi for alt i verden ikke ønsker selv at få?


Begrebet ’overlagt blindhed’ kan være svaret

Overlagt blindhed henviser til enhver situation, hvor folk bevidst vender sig væk fra et etisk dilemma. Især en situation, hvor de kan være medskyldige i en handling, som de egentlig godt ved, at de moralsk ikke selv kan stå inde for.

Hvis der er information, som du kunne vide eller skulle vide, men du på en eller anden måde intentionelt formår ikke at vide, så er du overlagt blind - du har valgt ikke at vide – valgt ikke at se.

Når det kommer til virkeligheden af, hvad vi gør med dyr for vores appetitlige fornøjelse, så gør vi som barnet, der dækker øjnene, og tror du ikke kan se hende. Det er fx, når det kommer til viden om, hvordan produktionen af dyrene skader økosystemer, og hvordan det at spise dyrene negativt påvirker vores helbred. "Jeg vil ikke se, hvad der finder sted på mælkebedrifter"; "Jeg vil ikke vide, hvordan grise gasses". Du lukker øjnene og vil ikke forholde dig reelt til det, som dyrene gennemgår. Du vender det blinde øje til.


At forene vores medfølelse med vane

Når vi dagligt støtter noget, som vi ved er voldeligt og åbenlyst usundt for os, så kræver det, at vi bedøver vores evne for medfølelse. Vi hærder og lukker vores hjerte.

Vi er nødt til at se væk, leve i uvidenhed og trodse vores egen samvittighed for at deltage i noget, der strider mod nogle af vores iboende kerneværdier. Vi er nødt til at skabe grænser for vores medfølelse for at fortsætte med at understøtte handlinger, der er fundamentalt imod vores etik eller en trussel mod vores velbefindende.

Kognitiv dissonans nødvendiggør vores overlagte blindhed. Kognitiv dissonans, henviser til den uro, vi føler, når vores sind forsøger at have to helt uforenelige synspunkter på samme tid, eller når vi engagerer os i en adfærd, der er i modstrid med vores overbevisninger. Når det kommer til vores forbrug af dyr, skabes dissonansen, når vi kæmper for at forene vores medfølelse med vores sædvanlige smag og præference for døde dyr, mælk og æg.

Det er svært at have begge disse overbevisninger på samme tid:

At dyr føler smerte, og at vi med vores handlinger er medskyldige i den smerte.

Eller:

At forbruget af animalske produkter skaber sygdom, og at vi alligevel spiser dem (og serverer dem til vores kære).


Som fremlagt af teorien om kognitiv dissonans, når vores handlinger ikke afspejler vores værdier - har vi en tendens til at tage en af ​​to veje: Vi ændrer vores adfærd for at tilpasse os vores tro – eller - vi ændrer vores tro for at tilpasse os vores adfærd.


Den første ses mest tydeligt i fx veganere. Den anden manifesterer sig på mere subtile måder, som når vi fx ændrer vores opfattelse af dyrene selv.



Etikken i at spise dyr

Forskning har vist, at den måde, vi opfatter dyr på, er tæt knyttet til vores evne til at spise dem. Ifølge forskere, som har studeret psykologien omkring vores kødforbrug, så er det at spise dyr moralsk besværligt, når dyr opfattes som væsener vi bør tildele moralsk bekymring. Jo mere moralsk bekymring vi har for et væsen, jo mere umoralsk bliver det at skade det, dræbe det og spise det.

https://www.jstor.org/stable/44318731?seq=1


En måde at løse konflikten mellem vores medfølelse med dyr og vores forbrug af dem er at kategorisere dyr som "mad" eller som livløse objekter i køledisken. Vi siger skinke i stedet for gris, bøf i stedet for ko og i det taget taler vi om at spise ”kød” i stedet for ”dyr”. Psykologer mener at denne "kategoriseringshandling" og brug af sproget, kan flytte vores fokus væk fra moralsk relevante egenskaber (dvs. evnen til at lide - mentalt, følelsesmæssigt eller fysisk) og derfor ændrer det vores opfattelse af og vores moralske bekymring for dyret.


Ved at reducere dyr til livløse objekter løser vi ikke vores kognitive dissonans ved at ændre vores adfærd, så vi ikke længere skader dem. Effekten er en mindskelse af vores etiske bekymring for dem og en rationalisering af vores forbrug af dem.


De sociale og kulturelle påvirkninger, der får os til at spise dyr, er mangfoldige. Jeg antyder ikke, at det bare vil løse problemet at kalde det, vi spiser, ved navnene på de levende dyr, vi dræber. Hvad jeg siger er, at disse sproglige forskelle hjælper med at mindske vores indre konflikt. Det er dog værd at bemærke, at vi ikke har forskellige navne for planter afhængigt af, om de er nede i jorden, uberørt på træerne eller skal tilberedes som mad. Et æble er et æble om det er plukket eller ej. Når vi siger, vi spiser ’kød’ og ikke ’dyr’, så erklærer vi implicit (og ubevidst), at vi ikke ønsker at forholde os til det levende væsen, som det var.


Vi løser altså vores etiske problem om at spise dyr ved at ændre vores opfattelse af de dyr, der er opdrættet og dræbt til vores forbrug. Vi løser også vores bekymringer over usunde fødevarer og spisevaner ved at ændre vores ’tro’. En måde vi gør det på, er ved at bagatellisere eller afvise den forskning, der bekræfter de negative virkninger af at spise dyr, mejeriprodukter og æg. Vi gør dette, uanset om vi taler om virkningerne på dyr, miljøet eller vores helbred. Vi vælger også hvilke data, som vi vil tro på baggrund af vores ideologi eller perspektiv:


”Forskningen der siger, at æg er dårlige for dig, er ufattelig. Jeg tror bare ikke på det”.

”Undersøgelser modsiger sig selv hele tiden. En dag er det skadeligt at spise kød; den næste dag er det den bedste ting for os. Det er for forvirrende, så jeg spiser bare, hvad jeg vil.”

”Hjertesygdomme og diabetes kører i min familie. Mine gener har allerede disponeret mig for sygdom, så det betyder ikke noget, hvad jeg spiser.”

"Min bedstefar spiste ost, smør og flødesauce hver dag og levede til femoghalvfems, så de kan tydeligt ikke være dårlige for dig."

"Jeg køber mælk fra 'glade køer', der behandles godt."


Værdier, overbevisninger og diæt

En anden måde, hvorpå vi løser vores interne konflikt, er at reducere eller undergrave vigtigheden af ​​vores egne værdier og overbevisninger:

"Selvfølgelig holder jeg af dyr, men jeg elsker bare ost så meget."

"Jeg ved, at grise er mere intelligente end hunde og ikke fortjener at blive misbrugt eller dræbt, men jeg kunne aldrig leve uden bacon."

”At påføre dyr smerte går imod alt, hvad jeg tror på, ​​men livet er kort. Vi bør nyde det, vi kan, mens vi lever.”

"Selvfølgelig elsker mine børn dyr, men det er vigtigere, at de passer ind og ikke udstødes for at være vegetar/veganer, så jeg serverer dyr for dem."


Vi fortæller os selv og hinanden, hvad vi har brug for - selvom historierne vi fortæller, er løgne. "Dyrene behandles godt"; "Køer skal malkes, ellers dør de"; "Fisk føler ikke smerte."


På en måde er det vores medfølelse, der motiverer disse løgne. Vi vælger at tro på industriens løgne og reklamepropaganda, for det er alt for smertefuldt at forholde sig til sandheden om den ekstreme produktion, og lidelsen den bidrager til.

Det er uforståeligt, at vi mennesker har skabt en produktion af dyr, som ikke anser dyrene for følende væsener, men produkter der skal give profit mest effektivt. En produktion som er den største årsag til biodiversitetskrisen og de livsstilsygdomme, som vi døjer med. Vi kan ikke forholde os til, at vi kollektivt bidrager til så stor lidelse og ødelæggelse, netop fordi vi er medfølende mennesker med de rette kerneværdier.


Ironien er, at det vi var mest bange for - virkeligheden bag vores forbrug af dyr - er det, der kan befri os. Den ro i sindet vi håbede på at få ved at vælge blindhed, den kommer ikke, før vi vælger at se og tage den nødvendige viden ind.


Vi gør os selv magtesløse, når vi vender os væk fra virkeligheden. Vi har ikke magten, viljen og motivationen til at gøre noget, hvis ikke vi har alle oplysningerne. Hvis vi ikke ser, går vi ikke kun glip af vores eget ansvar, vi frasiger os også vores magt, og benægter det bedste af os selv.

Margaret Heffernan, forfatter af 2011's "Willful Blindness: Why We Ignore the Obvious at Our Peril", kom frem til følgende i sin undersøgelse, "Vi har måske troet, at det at være blind ville gøre os mere sikre, når det faktisk efterlader os lammet, sårbare og magtesløse. Men når vi konfronterer fakta og frygt, opnår vi reel magt og frigør vores evne til forandring. Vi giver os selv håb, når vi insisterer på at se… det giver os kapaciteten til forandring.”



Frit oversat og ændret fra denne artikel:

https://www.livekindly.co/the-complicated-reasons-people-eat-meat/

Tak for at læse - husk at dele det med andre!

Skriv dig op til bloggen foroven, så du kan kommentere herunder, være med i debatten og få besked, hver gang et nyt indlæg udgives.

Vi har alle brug for lidt hjælp og du kan hjælpe mig på:

Patreon.com/lisel

Følg mit arbejde på:

https://www.youtube.com/channel/UCB_7GbddDGnQN_rfJbDG72A

Instagram.com/lisel_vp

Twitter.com/lisel_vp

Facebook.com/liselblogger


0 comments