top of page

Siden marts 2021 - en personlig opdatering

Hvorfor det her indlæg? Faktisk har jeg ikke så meget lyst til at dele, men jeg vil gerne forklare mig, da jeg har det dårligt over ikke at kunne leve op til ting, som jeg ønskede at leve op til. Folk har brugt tid og resurser på mig, og det er ikke noget, jeg tager let på. Der er også folk, der undrer sig over min stilhed eller andet, som her kan få en forklaring.


I marts 2021 oplevede jeg at være udbrændt, og jeg stoppede med at være (nogenlunde) aktiv udadtil i et par måneder. Det var starten på en ret vild rejse.


Den korte version er, at jeg nu officielt er blevet diagnosticeret med autisme og ADD (som jo begge er noget man fødes med) - og en alvorlig belastningsreaktion, som jeg har haft siden marts 2021 - eller den er steget i kraft siden. Jeg troede, at årsagen til belastningen var et hjemligt pres, men nu ved jeg, at det handlede om et for stort socialt og relationelt pres udefra.


Jeg troede, efter nogle måneder fra marts '21 hvor jeg forlod VP, at jeg var 'god igen', og gik i gang med forskellige aktiviteter.


Til tider kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var helt 'god igen', men jeg var ved godt mod, for det, som jeg troede var årsagen, var ved at komme på plads; der var lys forude, men årsagen var ikke det hjemlige, som jeg troede, og det mærkede jeg især, da arbejdet med Magasinet startede.


Så jeg kunne ikke leve op til det, jeg ønskede - til de ting, som jeg satte i gang med foredrag og Magasin. Det har jeg det dårligt over. Folk har støttet mig, hjulpet og brugt deres tid, og jeg føler, at jeg har svigtet.


Morgenmøder, interviews, korrespondancer, flere forskellige mennesker og historier i løbet af ugen, slog mig helt ud. Jeg kunne slet, slet ikke.


Jeg oplevede pludselig også at få angstfornemmelser på blandt andet min facebook for et par måneder siden. Derfor har jeg slettet over 1300 facebookvenner, gået ud af en masse grupper og 'unliket' flere sider. Det er rigtig rart. (Jeg tænker, at hvis vi er venner, eller skal samarbejde på anden vis, så er der messenger og mobilen).


Kvinderne

Jeg har fundet - i min søgning om at blive klogere på autismen, at man de senere år er blevet meget opmærksom på, at der er mange kvinder, som aldrig har fået diagnosen, og ikke er blevet genkendt som autister. Forskning i autisme har været fokuseret på drenge/mænd, og man mente nærmest, at piger ikke kunne have det. (Ubevidst) "masking" og copingstrategier for at passe ind i det sociale mm. er meget udbredt, har man nu lært, og teorien er, at fordi kvinder er mere fokuseret på det sociale, den sociale anerkendelse - og at vi opdrages og mødes på en anden måde af samfundet, så kompenserer vi rigtig meget gennem disse copingstrategier. Problemet er bare, at man på et tidspunkt knækker, når man hele tiden forsøger at leve op til noget, man ikke kan, og man ved ikke selv, hvad der egentlig er på spil.


Da jeg begyndte at læse om autistiske kvinder og se en del af dem på youtube, hvor de deler deres oplevelser, følte jeg mig hjemme. Jeg forstod lige pludselig. Og når jeg sad og læste, følte jeg næsten, at det var mig, der blev skrevet om.


Jeg har altid kæmpet med at forstå andre mennesker. Jeg kan ikke rigtig finde ud af relationer og dynamikker. Det som andre mennesker åbenbart opfatter intuitivt, det skal jeg tænke mig frem til og lære - det kræver ret meget.


Selv det fysiske aspekt med sanserne er tydeligt. Jeg kan ofte mærke berøring længe efter selve berøringen har fundet sted. Lys og lyde kan gøre fysisk ondt, især hvis jeg er presset i forvejen. Der er flere andre eksempler, men fælles er, at jeg ofte har undertrykt det for ikke at være besværlig eller mærkelig, og det er sket på automatpilot, fordi jeg ønskede at være så lidt irriterende og belastende for andre, som muligt.


Jeg har også altid nørdet et eller andet emne - en 'speciel interest' - og været mega god til det emne. Intet emne har holdt lige så længe som veganismen. Men inden da har det været andre emner - et ad gangen - som jeg har nørdet lige så intensivt - og udmærket mig i og sat i system og mapper. Fx sad jeg og transskriberede alle Madonna's sange, da jeg var omkring 8 år, og inden jeg altså havde fået engelsk i skolen. Det kasettebånd blev meget slidt.


Der er naturligvis meget mere at fortælle, men jeg tænker, at det bliver for langt og for privat. Jeg ville bare give nogle få eksempler her.


Nu er det officielt

Efter et grundigt og formelt udredningsforløb i vores sundhedsvæsen fik jeg så diagnoserne, og der havde ikke været meget tvivl fra starten af, men de skulle selvfølgelig være grundige i udredningen.


Det var ekstremt rart at føle mig forstået og set i mange af de ting, som psykologen nævnte, da han overleverede diagnoserne, og at de også kunne se den alvorlige belastningsreaktion, som startede tilbage i VP. Jeg har aldrig før arbejdet så tæt socialt og relationelt.


Nu vil jeg fortsætte med at dyrke ro og fred. Og så vil jeg bare være åben for ny inspiration - eller gammel. Jeg har stadig det gode veganisme-foredrag (hvis nogen stadig vil høre på mig), universitetet er der også stadig, ligesom mange andre muligheder. Men er der noget, jeg har lært det sidste år, så er det: ikke at starte noget op, som jeg ikke er 110% klar til - også selvom jeg måske tror, at jeg kan.


Og, så skal jeg heldigvis snart på retreat igen, hvor jeg endelig kan få rigtig alenetid <3


Det her har været et svært indlæg at skrive, men jeg ville gerne forklare mig overfor de mennesker, som havde regnet med noget fra mig og evt. er blevet skuffet.


Jeg håber vi evt. kan tage en kop kaffe en dag.


-----


Jeg ved endnu ikke, hvad planen med Magasinet er, men kom gerne med ideer.

-----


Jeg er en ret åben bog udenfor SoMe-verden, så er du nysgerrig på noget, så skriv (eller ring) gerne til mig og spørg.


Foto er fra Art by Tornemark, som jeg er ret vild med.