top of page

Oplevelsen af at blive udredt som voksen

Opdateret: 24. dec. 2022

Dette er en stor ting personligt for mig, som jeg gerne vil dele nogle indlæg om. Ikke mindst fordi, at der er rigtig mange fordomme, myter og misforståelser vedr. autisme.

Det giver en kæmpe selvforståelse at blive udredt, men er også en hård omgang.

Alle kommer til en udredning med forskellig baggrund. Ofte er det fordi, at man ikke trives, og har det svært. Det kan få symptomerne på autisme til at træde mere frem, da man ikke har energien til at maske, men man forstår måske ikke selv, hvad der foregår. Andre kommer til udredning, fordi de i deres børns udredning bliver opmærksomme på ting i sig selv, som minder om barnets, men som man aldrig har tænkt over før, kunne være autistisk.


Jeg kom selv til udredning af begge årsager.


Min søn blev udredt for autisme i nogenlunde samme periode, hvor jeg oplevede udbrændthed. I snakke med min søn, og i en søgen om at blive klogere på autisme, var der en del ting, som pludselig gav mening i forhold til mig selv. Jeg begyndte at søge mere viden, og tog flere officielle tests online, og de alle pegede på, at der var grund til udredning.


Den transformerende oplevelse var, at når jeg læste om 'kvinder og autisme', så følte jeg, at jeg læste om mig selv. Når jeg lyttede til dem, og så dem på youtube, så kunne jeg relatere til deres oplevelser og udfordringer. Det var næsten som at finde hjem. At finde ud af at alle de udfordringer, som man altid har haft, og de følelser man har haft i forbindelse med andre mennesker, kan sættes under en 'label' - det er ret vildt. At læse om ‘maskering’ og pludselig kunne se, hvor meget man faktisk har gjort det. Maskering er en automatisk respons/copingstrategi for at passe ind og føle sig lidt mindre som en ‘alien’ - der er dog ikke rigtig noget, der hjælper på den følelse.


Kræver et overskud

Det er en identitetskrise at finde ud af alle disse ting, og det kræver et ret godt overskud eller i hvert fald længerevarende ro, hvor der ikke stilles en masse krav fra omverdenen. Det er svært i en verden, hvor tingene går stærkt, og hvor der er så stort et fokus på præstationer - og en "tag dig sammen"-kultur, som ingen er tjent med.


Jeg har altid ment, at jeg kunne nærmest alt - altså af de ting, jeg havde lyst til - jeg har aldrig kunne gøre noget, som jeg ikke havde lyst til. Det sjove er, at de ting jeg ville, stort set aldrig har inkluderet at arbejde tæt sammen med andre mennesker.


Men da jeg fik et arbejde, der inkluderede flere andre mennesker i et ret intenst gruppesamarbejde, da begyndte det at gå galt for mig. Da jeg ikke længere bare kunne fordybe mig skriftligt i et emne og fokusere på det, men skulle fokusere på relationer, møder om aftenen og være på socialt, da gik det ned af bakke for mig. Jeg kunne i længere tid undgå møder om aftenen, og fokusere på mit eget, men det kunne jeg ikke længere i en ny rolle som forperson.


Jeg troede faktisk, at det var noget andet herhjemme, som havde kørt mig ned, men jeg kan tydeligt se nu, at det var det sociale og relationerne i den rolle, som hev alt energi ud af mig. Konflikter eller ej, så var det alt for meget for mig.


Jeg stoppede derfor helt med det arbejde tilbage i marts sidste år (2021), og troede så efter et par måneder, at jeg var god igen. Det troede jeg et par gange i løbet af det sidste års tid, men hver gang jeg er gået i gang med noget, som igen involverede andre mennesker og et tæt dagligt samarbejde, så brænder min hjerne sammen - jeg kan simpelthen ikke. Så jeg kom længere ned hver gang. Det gør så, at jeg nok har skuffet et par mennesker, som har troet på mig, og brugt energi, tid og resurser på mig og mine ideer, hvilket jeg dagligt har det rigtig skidt over.


Intuition vs. tænkning

Nu ved jeg, at jeg blev syg, fordi autismen udkøres i det sociale rum. Der er så mange ting, som kommer helt intuitivt til neurotypiske mennesker, som jeg åbenbart skal tænke mig frem til. Der er mange nuancer og ting, som jeg ikke ser eller opfatter, eller som jeg tolker anderledes, fordi det ikke er intuitivt for mig. Det giver en masse misforståelser, når man ikke taler ordentligt sammen.


Udredningen

Flere ting, som ovenstående, begyndte at være tydelige for mig i løbet af min udredning, ligesom jeg begyndte at huske ting fra barndommen og fandt mønstre. Jeg begyndte at strukturere min nye viden og mine egne minder, oplevelser og kommentarer i et dokument. Jeg så/hørte på youtube, at flere i udredning deler sådan et dokument med vedkommende, som står for udredningen, som et supplement til de ting der kommer frem i de interviews, der gennemgås. Så da min udredning gik i gang spurgte jeg, om han (psykologen) ville have det, hvilket han gerne ville. Han sagde til slut, at dokumentet havde været en god hjælp, og han brugte det i den sidste samtale.


Udover det, så synes jeg, at det var enormt vigtigt, at psykologen ikke misforstod mig eller brugte ladede ord, som ikke var retvisende. Fx skal han ikke skrive, at jeg synes noget er ‘kedeligt’, hvis ikke jeg reelt synes det. Så på ‘Min SundhedsPlatform’ fulgte jeg med i hans noter og rettede dem, hvis jeg fandt noget, som jeg ikke mente passede på mig, og som han derfor har misforstået. Enten skrev jeg en besked til ham via platformen, eller jeg tog egne noter med til næste aftale, og rettede ham mundtligt. Det var en rigtig god ting, som han også satte pris på (men som mine lærere sjovt nok altid har hadet ved mig, måske fordi jeg havde ret - hvilket psykologen med et smil og glimt i øjet også nævnte til den sidste aftale, hvor jeg fik diagnosen). Men naturligvis blandede jeg mig - den diagnose skal stå i MINE papirer resten af MIT liv - det SKAL være korrekt.


Så selvom jeg har en ‘alvorlig belastningsreaktion', som blev min ene diagnose efter udredningen, sammen med autisme og ADD, så har det været en god proces. I interviewene på psyk og især i den sidste aftale, hvor jeg fik diagnoserne, og hvor han forklarede nogle ting, er jeg blevet meget klogere på mig selv - og fået en bekræftelse og en forståelse for nogle ting, som jeg ikke har haft før. Det er rigtig rart.


Så for mig har det været en virkelig positiv proces, som har været helt for min egen skyld.


Jeg behøver ikke længere ‘tage mig sammen’, når jeg er sensitiv enten psykisk eller fysisk, for det er bare sådan, jeg er, og det kan forklares. Når der er ting, jeg ikke fatter mellem mennesker, så er det derfor. Når jeg ikke sidder med de voksne i selskabet, men prøver at lave andre ting, hvor der gerne er nogle fælles regler, som fx kortspil, så er det derfor.


Det er rigtig rart at finde en forklaring på noget, som har fyldt hele ens liv, og som ellers har været til gene for andre, eller hvor man er blevet kaldt mærkelig (eller har følt, at folk har tænkt det) eller fået af vide, at man skal ‘tage sig sammen’ eller noget i den stil. Så for mig har det været rart, og jeg kan mærke en ro efter at have fået svar.