• Lisel

Majoriteten er ikke altid dem, der har ret

Updated: Jun 3

Det forventes af minoriteter, at de skal finde sig i og indrette sig efter majoriteten. Vi mennesker har sådan en slags indbygget forestilling om, at majoriteten er dem, der har den "mest rigtige" holdning og adfærd.


Omvendt mener vi, at minoriteterne så er mere eller mindre ekstreme i deres livsstil, adfærd og holdning.


Vi forventer, at minoriteterne på en eller anden måde holder deres holdninger og livsstile for sig selv. Vi respekterer naturligvis deres frie valg, men kun så længe de lever lovlydigt og ikke forsøger at prakke andre deres holdning på - om den så er religiøst, politisk eller moralsk funderet. Der er to ting, jeg gerne vil gennemgå i dette indlæg. For det første ideen om at majoriteten altid har ret. For det andet ideen om at man kan prakke andre sin holdning på.

Skepsis, mistro og fordomme

Når vi konfronteres med andre mennesker, som har en anden livsstil, adfærd eller holdning end vores egen, så reagerer vi ofte med skepsis, mistro og fordomme overfor disse anderledes mennesker. Vores umiddelbare reaktion er ofte alt andet end fredelig nysgerrighed, selvom netop denne ville åbne for en dialog, som måske kan være til gavn for alle parter - i det mindste skabe mere forståelse og tolerance og dermed mindre mistro, had og fordomme. Man behøver ikke opnå enighed, bare fordi man indgår i en dialog. I det mindste bliver man klogere på et emne, så man rent faktisk ved, hvad man taler om, en anden gang emnet kommer op.


Har majoriteten altid ret?

Jeg tror, at læseren allerede har svaret: "nej, det har majoriteten naturligvis ikke altid".


Hvis vi ser historisk på det, så er det ret klart.


Majoriteten gik før i tiden ind for slavehandel, revselsretten, nægtelse af kvinders arbejde og stemmeret og meget andet, som vi finder vanvittigt i dag. Loven var indrettet derefter. Loven ændres på baggrund af, hvad majoriteten (og dem der sidder på magten) ønsker og tror på - og hvad majoriteten ønsker og tror på, det ændrer sig løbende. Derfor kan loven ikke være en klar indikator for, hvad der er rigtigt eller forkert - det er nemlig kun et øjebliksbillede af, hvad man synes lige nu, og måske ikke har overvejet yderligere på samfundsniveau - endnu.


Så kan du så spørge, hvad det er der gør, at samfundet, majoriteten og loven ændrer sig? Svaret er, at det er ny viden og græsrodsbevægelser/minoriteter, som vokser sig ind i befolkningen og dermed også ind i politikken og til sidst lovgivningen.


Majoriteten ændrer sig langsomt hele tiden

Majoriteten er dog ofte meget langsom til at ændre sig, og det på trods af at vi hurtigt kan dele information i dag. Den enkelte ønsker ofte ikke at tage imod den nye information, og da slet ikke hvis informationen kræver, at vedkommende bliver nødt til at overveje egen adfærd.


Det er ikke nemt, hvis størstedelen af andre mennesker omkring en endnu ikke selv har ændret adfærd. Vi mennesker ønsker at være en del af den store flok og dermed ikke skille os ud. Det er svært at være en minoritet, blive mødt af fordomme og alt det der hører med til at være en minoritet og "first-mover". Det er meget nemmere at lukke øjne, ører og hjerte - ligesom alle andre.


Veganismen som bevægelse er startet pga. en viden og en holdning til dyr.

Filosofiske overvejelser om dyr kan spores flere tusind år tilbage til de græske filosoffer. Veganismens holdning ligger i en kerneværdi, som jeg vil vove at påstå vi deler med 99% af alle andre mennesker:


"At det er forkert at være medvirkende til lidelse for andre, hvis man praktisk kan undgå, at medvirke til det".


Disse 'andre' argumenterer veganerne for, også er dyrene, da dyrene ikke adskiller sig fra mennesker på de områder der tæller - i forhold til at være bevidst og opleve glæde og lidelse.


Den viden der ligger til grund for veganismen, er ret klar. Vi ved at de andre dyr, ligesom os, har udviklet sig igennem evolutionen. Vi ved, at dyrene har nerver, hjerne og organer ligesom os selv. Vi har klare observationer og undersøgelser, som leder tankerne hen på empati, altruisme og medfølelse hos dyr og ikke mindst, at de kæmper for deres liv, når de ved, at de er i fare.


Jeg har personligt siddet med flere danske forskere, der forsker i dyr, som fortalte mig, at der er videnskabelig enighed om, at de andre dyr både tænker og føler. Det er man heller ikke i tvivl om, hvis man har studeret en kat eller hund i eget hjem. En underfundig pointe er også, at når vi er så ens med dyrene rent biologisk, hvorfor har vi så så svært ved at acceptere, at de også kan ligne os rent psykologisk?


Alt denne viden om dyrene i sig selv gør, at vores valg om at avle, indespærre og dræbe dem, ikke er et neutralt valg, men et valg, som vi er nødt til at tage stilling til i kraft af, at vi har evnen til at filosofere moralsk over, hvordan vi lever vores liv og hvilke konsekvenser vores handlinger har.


Naturkrisen

Der er dog endnu mere viden, som er en medvirkende god grund til afholde sig fra produkter fra dyr. Vi ved nemlig, at vi er midt i en ret omfattende naturkrise. Forskere i disse videnskaber er også enige - jo mere vegansk vi lever, jo bedre for naturen. Vi ved også, at animalske produkter har en negativ indvirkning på vores sundhed og at vi derfor bør spise så plantebaseret som muligt. Der er flere undersøgelser der viser, at vi kan spare op mod milliarder i sundhedsvæsenet, ved at lede folk hen imod en kødfri kost.


Minoriteten har nok ret

Ovenstående viden og grunde til veganisme, dem kender forskerne, den veganske minoritet og naturligvis også andre - om de handler på den viden eller ej.


De andre, dem kan vi kalde 'vegan allies' (allierede til veganere) - som fx denne klummeskribent på The New York Times eller ham her i The Guardian. Disse to personer fortæller i hver deres artikel, at de indtil videre vil fortsætte deres kødspiseri, men som godt ved, at veganerne har nogle pointer (alle de ovenstående), som de ikke kan argumentere imod og som tvinger dem til, at tage deres egne handlinger op til overvejelse. Disse to skribenter fra hhv. The Guardian og The New York Times har taget imod information og reflekteret seriøst over den. Der er ingen, der har tvunget en gulerod eller andre veganske råvarer ned i halsen på dem. Ingen tvinger dem til noget som helst. De kunne have valgt at angribe, gå i forsvar, gøre grin med eller bare ignorere informationen. I stedet reflekterede de selv - og selvom de ikke er veganere nu, så er de kommet nærmere at tage forskningen og dyrene seriøst.


Man kan ikke prakke andre sin holdning på

Det er her, den anden ting jeg gerne ville nævne, kommer i spil. Nemlig det at tro man kan prakke andre sin holdning på. Der er INGEN veganere, der kan tvinge andre til, at være eller leve vegansk. Det kan ikke lade sig gøre. Om vi taler politik, religion, livsstil eller ideologi, så kan det ikke lade sig gøre at tvinge andre til, at have den samme holdning som dig og dermed kan en veganer ikke tvinge dig til at leve vegansk.


Veganerne er stadig en minoritet, men bevægelsen er (vist nok), den hurtigst voksende sociale retfærdighedsbevægelse. Det kan ses på hylderne i samtlige supermarkeder, på Børsen og i daglige nyheder om det voksende salg af veganske varer. Selv firmaer som fx Mars Petfoods, vil nu lave plantebaseret dyrefoder til kæledyr, som hunde og katte. Med alle de udfordringer vi har på vores klode i dag, og alt den lidelse vi påfører de andre dyr, så er der ikke et bedre tidspunkt end lige nu, til at genoverveje hvad vi selv kan gøre - sammen med vores medmennesker - for at skabe en mere fredelig og bæredygtig verden.


----


Tak for at læse!

Del indlægget på dit sociale medie via knapperne forneden.

Skriv dig op til bloggen foroven, så du kan kommentere herunder, være med i debatten og få besked, hver gang et nyt indlæg udgives.

76 views0 comments