Kulturen lærer os at slukke for det allervigtigste, som er empatien

De færreste mennesker kan gøre det. Have åbne øjne, stå med redskabet og rent faktisk udføre handlingen.


Se dyret i øjnene, høre hende, se hende også skære halsen over på hende - sende hende i gaskammeret.


Vi er nødt til at lukke af for vores empati og medfølelse for at kunne dræbe. Vi er nødt til at skærme os selv fra at føle og lukke vores hjerte for, at kunne tage livet af dyret. Vi gør det nemlig hverken af sult, vrede eller selvforsvar. Vi gør det bare - fordi sådan er det bare, og det ved vi inderst inde godt, ikke er en forsvarlig grund.



Medfølelse er en del af vores natur

Når et lille menneske bliver født, er det uskyldigt og hjælpeløst. Den lille baby er dybt afhængig af sin mor, hendes modermælk og tilliden til, at der er nogen, der passer på det, og hjælper det til at lære at gebærde sig i verden. Barnet er helt åbent for indtryk, og tager den kultur, de normer og den lærdom til sig, som det nu engang vokser op i. Barnet stoler på det, de voksne siger, og tager det ind som sandhed.


Måske begynder barnet, at få kød, æg og ost på tallerkenen i en meget ung alder, men har intet begreb om, HVAD det egentlig er, og hvor det kommer fra. Barnet lærer smagen at kende og vænnes til den fornemmelse, det giver i kroppen.


Barnet vil dog ikke selv vælge kødet til, hvis det fik muligheden for at vælge selv. Sætter du barnet i et rum med en kanin (eller pattegris/hundehvalp) og et æble, så er det meget tydeligt, at barnet aldrig kunne finde på at sætte tænderne i dyret. Der er intet instinkt i barnet, som nogensinde ville kunne få det til at slå dyret ihjel eller bevidst skade det på anden måde.


Tværtimod.


Er barnet sulten, så er det æblet, det vil sætte tænderne i, og barnet vil med garanti dele æblet med dyret.

Måske bliver det lille barn undervist i jagt, men bliver måske aldrig særlig dygtig til det. Selv den mest trænede og dygtige menneskejæger kan opleve bukkefeber - at man pludselig ikke kan affyre geværet og gennemføre drabet. Det oplever et naturligt rovdyr aldrig.


Norm og kultur dirigerer opdragelsen

Børn indoptager den kultur og de normer, de vokser op i - og i dag er det normen, at vi spiser og bruger dyr. Det er så stor en selvfølge, at vi kun sjældent sætter spørgsmålstegn ved det. Det er så stor en del af vores identitet, at vi ofte går i forsvar og bliver vrede, når andre sætter spørgsmålstegn ved det.


Det som kulturen lærer os er, at der er forskel på dyrs værdi; At en hunds liv er mere værd end f.eks. en gris’ liv, på trods af, at der objektivt set ikke er forskel på det liv, der løber i deres årer, og ej heller på deres evne til at føle smerte og lidelse eller være bevidst om deres omgivelser, sig selv og andre.


Kulturen lærer os at slukke for vores medfølelse og empati for dyrene. Den glæde vi oplever som børn, når vi er sammen med dyrene, og den kærlighed vi har til dem, den ignoreres ved spisebordet.


Vi fortæller ikke børnene om det faktum, at dyrene er avlet til mutanter, har fået taget alle deres unger (eller omvendt, mødre) lang tid før naturlig afvænning og har været indespærret måske hele deres liv, været igennem diverse overgreb, for til sidst at blive slået ihjel – stadig som unger, eller som meget unge, men allerede nedslidte dyr.


Vi ville aldrig vise vores børn, hvordan grisene skriger af smerte i gaskamrene, eller hvordan udmagrede malkekøer tvinges frem til boltpistolen og skæres op efterfølgende. Ikke engang Facebook eller Instagram vil vise hverdagsbilleder og videoer fra slagterierne – på trods af det jo bare er produktionen af den mad, vi spiser.


Vi ønsker ikke at se på produktionen. Vi ønsker ikke at vise den til vores børn. Industrien ønsker heller ikke, at vi viser den tilfældigt frem, så de forbereder sig grundigt, når de ved, der kommer besøgende.


Industrien viser ikke de daglige forhold i staldene, for de ved folk vil tage afstand fra det. De fortæller ikke åbent, at 41% af alle malkekøer har sygdomme i klovene. De fortæller ikke åbent om, at 97% af alle pattegrise får klippet hale, tænder og kastreres direkte i stalden. De fortæller ikke åbent om, at alle dyrebørn tages fra deres mor før tid eller at det faktisk er dyrebørn – ligesom hundehvalpe - der ligger på tallerkenen.


Generation efter generation lader vi os lulle ind i industriens historie om dyrevelfærd og den største selvmodsigelse: ‘en human død’. Vi tror på deres kampagner om, at mælk er godt og nødvendigt for os, og man bliver stærk og ”en rigtig mand” af at spise døde dyr.



Vi skal tilbage til vores kerneværdier

Vi ignorerer vores empati og medfølelse for landbrugsdyrene, for vi har gjort indtagelsen af produkterne til en slags identitet og stålfast overbevisning. Vi bliver kyniske og accepterer det uacceptable til trods for, at vi ellers aldrig kunne finde på med vilje at påføre smerte på andre dyr; og da slet ikke slå dem ihjel bare på grund af lyst.


Veganismen er modsvaret til denne opdragelse og en ’venden tilbage til’ at handle på vores kerneværdier - vende tilbage til, at lege med dyrene, som børn gør; spise æblet frem for at dræbe dyret.


Kerneværdien lyder: At man ikke påfører andre lidelse, smerte og død, når man kan undgå det. Ikke påfører andre lidelse, smerte og død, når det hverken er for overlevelse eller selvforsvar.


Industrien avler dyrene frem på fabrikker, hvor vi med vilje har muteret ekstra ribben, kæmpe brystmuskler, kæmpe mælkeproduktion og et unaturligt stort antal unger frem - altsammen til gene for dyrene. Vi holder dem i betonbygninger, hvor de ingen mulighed har for at udleve noget der ligner velfærd. Det er en ekstrem produktion af levende væsener, som både slider på dem, på vores fysik, på vores økosystemer og vores klima.


Lad os hellere så vidt praktisk muligt undgå at deltage i den skade.

-----



0 comments