Hvad er medfølelse egentlig?

Det er faktisk ikke altid, det samme vi mener, når vi siger medfølelse.


Nogen tror, det er en eller anden opofrende ting, eller noget der kun hører til i buddhismen.


Jeg skrev lidt om det for et par dage siden her: https://www.lisels.dk/post/medf%C3%B8lelse-er-fundamentet-for-at-trives-og-blomstre


- men jeg vil gerne lige uddybe nogle aspekter af forståelsen her.





Dr. James Doty, som er professor på Stanford universitet, argumenterer for, at vi mennesker simpelthen er designet til medfølelse. Vi er et flokdyr, og vi føler et behov for at passe på både os selv, hinanden og flokken, da det bedst sikrer vores overlevelse og trivsel.


Vores flok er blevet meget større i dag, hvilket kan være svært at overskue, og vi har det med at indgå i grupperinger, som giver et "os og dem" og nogle gange endda med grimme fjendebilleder på. Men manglen på medfølelse overfor hinanden kan faktisk gøre os syge.


Medfølelse:

  • øger vores levetid.

  • kan reducere risikoen for hjertekarsygdomme ved at øge de positive virkninger af vagusnerven, hvilket hjælper med at holde pulsen nede.

  • gør folk mere modstandsdygtige over for stress og styrker immunforsvaret.

  • Medfølende mennesker er mere socialt dygtige, hvilket gør dem mindre sårbare over for de negative helbredseffekter af ensomhed.

  • Medfølende samfund - dem, der tager sig af deres mest sårbare medlemmer, hjælper andre nationer i nød og har børn, der udfører mere venlige handlinger - er de lykkeligste samfund.

Det synes jeg, er mega vigtigt at være bevidst om i alle sammenhænge.


Den ægte medfølelse

Jeg talte med en hjerneforsker forleden dag, som har interesseret sig for det her område i mange år.


Vi skulle lige finde ud af, om vi egentlig mente det samme, når vi brugte ordet medfølelse. Så han spurgte, hvad jeg fx mente om dem, som blev i usunde relationer, for at hjælpe den anden person i relationen - er det medfølelse? - for så er den jo ikke så god.


Til det svarede jeg, at jeg ikke mener, at det er den medfølelse, som jeg taler om. Den jeg taler om, er en universel medfølelse, som også handler om at passe på sig selv. Den medfølelse jeg taler om, er bæredygtig, fordi man ikke selv bliver syg og drænet af den. For bliver man selv syg og drænet, så kan man nemlig ikke præstere sit bedste. Man kan ikke være den bedste udgave af sig selv. Man bliver en skygge af den man egentlig er, og så nytter det ikke, hvor meget man end mener, man skal hjælpe den anden.


Husk, at ovenstående kun omhandlede usunde relationer. Har man en sund relation og den anden fx er syg, og har behov for pleje, så kan historien være en anden. Dog er pointen den samme - at universel medfølelse også sørger for, at man passer på sig selv, beder om hjælp, tager pauser osv. - også i det lange seje træk, som livet nu engang byder os nogle gange.


Hjerneforskeren og jeg talte også om empati, og det er egentlig en interessant størrelse. Empati handler om, at man formår at sætte sig i en andens sted. Vi kan nok aldrig 100% forstå og mærke, hvad en anden person oplever, men vi kan sætte os ind i, at de enten lider eller oplever glæde og trivsel. Hvis vi kan sætte os ind i at en anden lider, så er vi empatiske, men vi har ikke nødvendigvis en lyst til at hjælpe den anden. Vi kan faktisk vælge at være ligeglade.


Medfølelse er empati + lysten til at hjælpe, hvis vedkommende lider, eller at være med og tage del i den andens glæde. Den er der i nærværet med vores omgivelser.


Belønningen

Medfølelsen i sig selv har ikke nogen personlig agenda som sådan, men alligevel så belønnes vi, når vi bruger den. Vi får nemlig et skud lykkehormoner i kroppen, når vi gør noget godt for os selv eller andre. De lykkehormoner giver os glæde, afstresning og energi til at fortsætte.


Når Michael Jackson brugte mere tid på hospitalerne end hotel og stadion, når han var på tour, så kunne han gøre det, fordi han simpelthen gjorde det af ren medfølelse - og lykkehormonerne var hans belønning og energi.


Hvis vi tror, at medfølelsen er en slags pligt - en handling vi absolut SKAL gøre, så mister det sin værdi. Så begynder vi at køre på adrenalin og stress i stedet for. Vi mister os selv og gejsten. Det kan godt være, at vi gør noget godt for andre, og at andre bliver glade, men det er ikke en bæredygtig måde at præstere på. Den holder ikke i længden - og hvem går vi så glip af at kunne hjælpe?


Når vi præsterer med adrenalin og stress, er der også en risiko for, at vi overser nogen eller noget på vejen, fordi vi ofte får tunnelsyn. Vi ser ikke det fulde billede. Vi kunne måske også have præsteret bedre og leveret noget bedre, hvis vi ikke kørte på adrenalin og stress, fordi tingene ofte jages igennem.


Det er derfor, at den ægte medfølelse er universel - og altså inkluderer os selv, og ikke ekskluderer nogen eller noget.


Vi må hver især finde ud af vores eget udtryk for medfølelse, hvis det tiltaler os naturligvis. For mig er det blevet en måde at være i verden på, som jeg forsøger at efterleve. Ikke at jeg er perfekt overhovedet. Jeg kan både være uretfærdig, vred og glemme mig selv også, men jeg forsøger. Først og fremmest ved at lytte og give mig tid til at svare. Jeg har også erfaret, at meditation og mindfulnessteknikker kan gøre en stor forskel og det kan jeg i den grad anbefale alle at gå i gang med.


Det var lige mine tanker i dag, som jeg gerne ville dele. Jeg kommer til at dykke meget mere ned i lige akkurat dette emne og jeg håber virkelig du vil følge med og meget gerne dele dine tanker med mig.


Du er meget velkommen til at give et klik på det lille hjerte forneden, dele indlægget og evt. følge mig på de sociale medier.


Tak for at læse så langt.













34 views0 comments

Recent Posts

See All